Mød en nabo: Biologen Humaira

04. november 2016

NATUREN ER DEN VIGTIGSTE BØRNEOPSPARING

Da jeg flyttede til Danmark fra Pakistan for tre år siden, blev jeg meget glad for at møde så mange smilende og høflige mennesker her. Jeg troede, at det ville blive nemt for mig at komme i gang, men det er det desværre ikke.

Biologilærer

Jeg er uddannet biolog og har tidligere arbejdet som biologilærer. Det er ikke tilfældigt. Det vigtigste jeg kan sige er, at vi har et ansvar for at passe på naturen og sørge for, at der er resurser til de fremtidige generationer. Det gør mig ked af det at se, hvordan vi ødelægger naturens resurser med forbrug og spild.

Forældre vil gerne lave en opsparing til deres børn – og mange danske forældre laver forældrekøb og forærer deres børn en bolig. Men børneopsparing kan også være at tage hensyn til miljøet. Hvis jeg har et flot hjem, der er smukt dekoreret, men uden for mit hjem er der forurenet – så er det ikke en god gave til mine børn.

Svigerfar på besøg

Nu har jeg boet i Tingbjerg i halvandet år. For nylig var min svigerfar på besøg. Han er en sød mand, som er uddannet arkitekt. Vi var ude at gå tur, da han pludselig stoppede op og stod og kiggede ned på jorden. ”Her er næsten perfekt”, sagde han. Han havde lagt mærke til, at fortovet er lagt helt plant i en perfekt struktur, som gør at vandet bliver ledt væk, når det regner.

Det er noget af det, jeg bedst kan lide ved Tingbjerg: Her er fantastisk infrastruktur, grønne områder – og selvfølgelig naturen, der er tæt på.

Humairas svigerfar på besøg i København

Hvor er jobbet?

Når jeg går tur med min søn spørger han om så mange ting: Hvorfor vokser planterne? Hvor langt er der op til planeterne? Hvad hedder det her insekt?

Jeg drømmer om en dag at kunne give min viden videre til flere end min søn. At arbejde med at passe på resurserne og minimere spild og brug af plastik. Naturen er en gave, vi har fået.  

Fortalt af Humaira Naz til Marie. Hvis du har et job eller et forslag til Humeira, så skriv til marie@tingbjerg.com

Marie Bredager

Marie Bredager

Kommunikations- og projektmedarbejder

Telefon: 21 24 39 47 E-mail:

Relaterede seneste