Mød en nabo: Friluftsmanden Torben

13. september 2017

MØD EN NABO

Torben Pedersen bor på Gavlhusvej og fylder 70 år til november. Han har boet tre forskellige steder i Tingbjerg i sammenlagt i 32 år, og han har altid været glad for at bo her. Faktisk har Torben været med til at bygge Ruten i Tingbjerg, dengang her ingen butikker var.

Hårdt arbejde hele livet

Som toårig flyttede Torben sammen med sin familie ind i Voldparken, hvor han voksede op, så han er godt kendt i området. Da Torben gik ud af skolen, fulgte han i farens fodspor. Han blev murer-arbejdsmand og betonarbejder, og det fortsatte han med resten af livet. 

Det har resulteret i et ”nedslidt kadaver”, som han grinende omtaler sin krop. En dårlig ryg med mange smerter har resulteret i en større hospitalsundersøgelse, da lægen mener, at der kan være tale om knogleskørhed. Torben tror ikke rigtigt på det: ”Jeg har arbejdet hårdt hele mit liv, jeg er sgu da bare slidt op”, smiler han. 

Flere fisketure!

Torben elsker at fiske: ”Som barn cyklede min bror og jeg tit til Nordhavnen for at fiske, det ku` vi virkelig godt lide. Jeg fisker stadig. Tre gange om året arrangerer Tingbjerg Kirke fisketure, hvor vi sejler ud med forskellige kuttere. Det er alt for lidt, så de forsøger at finde ud af, om vi kan få flere ture”. 

”Min største fangst var en kæmpe torsk på 32 kilo”, griner han højt. ”Det var mig selv, jeg fangede! Fiskekrogen satte sig fast lige her i mit øre. Det skete, da jeg var feriebarn på Bornholm. Jeg havde familie i både Hasle og i Klemensker, så jeg var derovre i alle mine ferier”. 

Savner bedre forhold for ”udefolkene”

”Vi mangler et toilet! Jeg er jo friluftsmenneske, vi er ude i al slags vejr, og selv om vi går afsides, når vi skal tisse - og selvom vi forsøger at gøre det i skjul - så bliver mange sure på os. Men skal man, så skal man altså”.

Torben fortæller, at udefolket tidligere har haft adgang til en skurvogn, hvor de kunne sidde indendørs, når det var koldt, og hvor de kunne lave mad og spise sammen. ”Vi har brug for fællesskabet, forstår du”, smiler han.

”Jeg tror bare, at vi er en glemt gruppe. Vi mangler nogen, der vil gøre noget for os. Jeg kan godt lide Tingbjerg, jeg har det godt med alle herude, vi skal alle sammen være her, ikke?! Vi passer jo på hinanden. Selv drengene hernede på Ruten, de er gode nok. De passer på os ældre, og det kan jeg faktisk rigtig godt lide ved Tingbjerg”.

Fortalt til Stine Hansen Jammeh

Marie Bredager

Marie Bredager

Kommunikations- og projektmedarbejder

Telefon: 21 24 39 47 E-mail:

Relaterede seneste