Beboere til vælgermøde: Stem eller bliv glemt!

VÆLGERMØDE

Den 13. maj lagde Tingbjergs nye kulturhus sine flotte lokaler til en paneldebat med politikere fra næsten alle partier.

Stem eller bliv glemt!

Forfatter og sociolog Aydin Soei var ordstyrer, og han lagde ud med at stille alle de fremmødte folketingskandidater spørgsmålet: Hvorfor skal folk i Tingbjerg stemme på dig? Herefter var der mulighed for at nogle af de omkring 80 fremmødte borgere kunne stille spørgsmål til panelet.

Leyla Bouazzi er førstegangsvælger, og hun tog aktivt del i debatten. ”Stem, eller bliv glemt”, som hun sagde, og uddybede: ”de almene boligområder har brug for noget andet og bedre, end de får af flertallet lige nu. Derfor er det vigtigt at stemme”.    

Politik kommer tæt på

Pernille Høholt er formand for SABs bestyrelse i Tingbjerg. Hun var med til at arrangere vælgermødet, og for hende er det vigtigt, at den slags møder bliver holdt i alle bydele: ”Vi skal holde vælgermøder, fordi det får politik tæt på os. Politik er det, som styrer samfundet og vi skal alle lære at bruge det system”.  

Kritik af ”ghettopakken”

Debatten kom hurtigt til at handle om politikernes holdning til den såkaldte ”ghettopakke”, som alle partier undtaget Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre har stemt for. En spørger havde den kommentar, at det virker kommercielt ustrategisk at stemple et sted som en ”hård ghetto”, når man samtidig ønsker at tiltrække købere til nye, private boliger i området. Ret til at bære tørklæde og ønske om respekt for folks forskelligheder fyldte også en del i debatten, som dog også kom omkring uddannelse, arbejdsmarked og klimapolitik.

Martin Henriksen (O), Ida Auken (B) og Yildiz Akdogan (A) var de mere kendte navne i panelet, som også omfattede Rune Lund (Ø), Halime Oguz (F), Cherif Ayouty (D), Shahzad Riaz (Å), Helle Bonnesen (C), Manja Aarslev Sørensen (E) og Lars Sejergaard (K).

Det var beboerdemokratiet i Tingbjerg, Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus og den boligsociale helhedsplan, der gik sammen om at arrangere vælgermødet.

Marie Bredager

Marie Bredager

Kommunikations- og projektmedarbejder

Telefon: 21 24 39 47 E-mail: