Tingbjerg Ungefællesskab til boligministeren: Drop "ghetto-listen"

29. november 2019

TINGBJERG UNGEFÆLLESSKAB

Tingbjerg Ungefællesskab er en gruppe unge, der er gået sammen om at skabe flere aktiviteter for unge i Tingbjerg - og at arbejde for at forbedre Tingbjergs image.  Nu har de skrevet et brev til boligminister Kaare Dybvad, hvor de opfordrer ham til at droppe "ghetto-listen". Du kan læse brevet her, og du kan vise din støtte ved at skrive under her. Flere end 7.000 personer har allerede skrevet under!
 

Kære Kaare Dybvad

Vi har noget på hjerte, som vi har brug for at dele med dig. 

Den 1. december vil du som boligminister stå bag en ny ”ghetto”-liste. En liste, som udpeger en række boligområder i Danmark som problemer. Du har flere gange sagt, at du er imod brugen af ordet ”ghetto”. Det er vi selvfølgelig glade for, men helt ærligt: Du kan kalde listen lige præcist, hvad du vil. Listen vil fortsat eksistere – og den rammer os lige så hårdt. At du bruger nye ord, fjerner ikke følelsen hos os. Følelsen af at blive betragtet som andenrangsborgere.  
 
Vi bor og lever i Tingbjerg, og vi elsker vores liv her. Men ”ghetto”-listen udpeger Tingbjerg som noget inficeret. Et problem. Men vi er ikke en virus i det danske samfund. Vi knokler med vores studier, vi arbejder og bidrager til det danske samfund – og vi føler et kæmpe ansvar for at bidrage til Danmark. Vi er medborgere, men ”ghetto”-listen får os til at føle os hadet og uønskede i det land, som er vores hjem.  
 
Vi har desværre oplevet og indset, at der er nogle præmisser for vores liv, som ikke gælder for vores etniske danske venner og klassekammerater. Vi ved, at Rikke får jobbet før Amina, selvom de er lige kvalificerede. Vi ved, at det er bedst ikke at skrive i vores jobansøgninger, at vi bor i Tingbjerg. Vi ved, at vi bliver kaldt aber og perkere på gaden. Men vi lever med det og accepterer, at vi bare skal kæmpe dobbelt så hårdt. 
 
Vi gør virkelig vores bedste. Vi knokler i skolen og engagerer os samfundet i vores fritid - alligevel giver du os en finger lige i ansigtet, når du om et par uger offentliggør ”ghetto”-listen. Med listen siger du, at vi er et problem. Du, Regeringen, Danmark og medierne fortæller os igen, at vi er andenrangsborgere i vores eget land.  
 
I politikere elsker jo statistikker, men statistikkerne viser jo, at det går fremad med integrationen i Danmark. På stort set alle parametre. Vi ved godt, at der er problemer. Også i Tingbjerg. Men vi synes ikke, at jeres løsninger er de rigtige. På Christiansborg taler I så ofte om, at vi skal styrke sammenhængskraften i Danmark, men ”ghetto”-listen gør det modsatte. Den bygger en mur mellem ”os” og ”jer”. Den stempler os som problemer, der bor i et “sort hul”. Men det er jer, der hele tiden graver hullet dybere, imens vi desperat forsøger at kravle op.  
 
Er det ikke på tide, at vi ændrer på det? Vi gør, hvad vi kan i Tingbjerg Ungefællesskab for at skabe gode forandringer. Og vi gør, hvad vi kan i folkeskolen, gymnasiet og på universiteter. Vi er på vej, så tro på os. Lyt til os og tal med os – i stedet for hele tiden at udskamme os.  
 
Vi tror på dig, Kaare. Du har sagt ting om de såkaldte ”ghettoer”, der giver os håb.  

Fjern listen. Lad være med igen at fortælle os, at vi er et problem. 
  
Med venlig hilsen, 

Amina Safi, Eden Tewolde, Jawahir Yusuf og Leyla Bouazzi 

På vegne af Tingbjerg Ungefælleskab

Marie Bredager

Marie Bredager

Kommunikations- og projektmedarbejder

Telefon: 21 24 39 47 E-mail: