NYT OM LOKALPLANEN FOR TINGBJERG

Skrevet af Martin Berg Vilrik, Team Byudvikling, mavil@kab-bolig.dk
llustration: Lokalplanen dækker felterne markeret med grønt på kortet.
Billede: Lokale lommepengejobbere i fuldsving med malerrullerne ved Store Torv

HØRINGSPERIODEN ER AFSLUTTET

Høringsperioden for lokalplanen for Tingbjerg (26. marts 2021 til 21. maj 2021) er nu afsluttet. I alt kom der 50 høringssvar.

Du kan se lokalplanen og høringssvarene på www.blivhørt.kk.dk.

Forinden hørringsperioden udgav Københavns Kommune og boligorganisationerne en informationsfolder, Brønshøj-Husum Lokaludvalg afholdt online borgermøde d. 27. april og efterfølgende inviterede Tingbjerg Byudvikling til 4 haverumsmøder i maj, hvor ca. 100 beboere deltog. Under hele høringsperioden kunne man se en udstilling om lokalplanen på Kulturhusets forplads.

HVAD SKER DER NU?

Københavns Kommune præsenterer høringssvarene for kommunalpolitikkerne, som tager stilling til de indkomne bemærkninger i forbindelse med behandlingen af Lokalplanen. Byrådet behandler lokalplanen i efteråret 2021. Se mere på www.kk.dk/lokalplaner

HAR DU SET BYGGEHEGNET?

Hegnet foran byggepladsen ved Ruten er ved at blive dekoreret. Først males hegnet grønt af de seje lokale lommepengejobbere, og snart kommer der information op om byggepladsen. Innovator ophænger også en udstilling, som viser, hvad der bygges, og hvordan haverummene ud til Store Torv bliver indrettet.

Resten af året kommer der løbende kunstprojekter op på hegnet, som laves af lokale børn og unge sammen med kunstnere, Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus og NGOén Turning Tables. I hjørnet ved kiosken er der kommet en lysinstallation, plantekasser og et siddemøbler bygget af lokale unge sammen med gadeplansmedarbejdere. Her kommer der også kighuller ind til byggepladsen så både børn og voksne nemmere kan følge med.
Midlerne til udsmykningen af hegnet er finansieret af Tingbjerg-Husum Tryghedspartnerskab og sker i samarbejde med byudviklingsteamet.

Pssst..

Husk, at du kan komme på byudviklingens mailingliste, hvis du vil informeres om byudviklings aktiviteter, som du kan være med til. Tilmeld dig via mail på tingbjergbyudvikling@kab-bolig.dk